Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Ida Auken

#‎MeningeriMyldretiden‬ 25. februar

Du har måske prøvet at sidde i toget og kigge rundt. Hvem er de mennesker ved siden af dig - bag bøgerne, hovedtelefonerne, huerne? Alle er de på vej et sted hen. Alle skal de noget. Alle optaget af noget. Jeg besluttede mig for finde ud af, hvem nogle af dem er. Spørge dem om deres meninger. Midt i myldretiden.

I toget fra Hovedbanegården mod Køge har jeg i dag talt med omkring 20 mennesker, jeg ikke kender. De har allesammen taget imod mig med åbne arme. Selv Martin, der stemmer DF og synes, at Radikale er noget af det værste, han kender. Først ville han ikke tale med mig, men blødte alligevel lidt op, da jeg gav ham en kop kaffe og spurgte lidt til, hvorfor han så verden, som han gjorde. Han drak endda min kaffe af en kop med Radikales logo og vi grinede af, at den sikkert smagte lidt bittert for ham. Men han endte alligevel med at sige, at nok var Radikale noget af det værste han vidste, men "I mener det jo alligevel godt".

På en måde er det tema, der kører rundt i mit hoved efter dagens togtur, tillid. Noget helt særligt for vores samfund. Noget dybt værdifuldt, vi ikke kan tage for givet, men som vi skal passe utroligt meget på. Den første der eksplicit talte om temaet var Brian. Han sad blandt cykler og barnevogne og læste jumbobog på vej hjem fra sit arbejde på et lager i Greve. Det føltes trygt og hyggeligt og fik mig til at vælge ham som en af de første, jeg gerne ville tale med. Han tog imod den kop kaffe, jeg rakte ham, og vi faldt hurtigt i snak om livet og politik. Da jeg spurgte ham, hvad han gik og tænkte på, nævnte han terrorangrebet i København. Det var bekymrende, sagde han, og han følte med dem, der var blevet ramt. Men da jeg spurgte ind til det, blev det alligevel klart, at han var ikke blevet mere utryg i sin hverdag og terroristen havde ikke fået ham til at se bekymret på sine medmennesker i toget. Tillid kom alligvel før mistillid. Det er så fint og det er svært at ødelægge. Heldigvis. Jeg faldt også i snak med Maria, der stemmer radikalt, men som ikke var enig i alt, hvad vi havde gjort denne her regeringsperiode. Jeg håber, jeg vandt hendes tillid. De første fem, jeg henvendte mig til var Ole, Marianne, Francis, Lene og Johnny. Allesammen offentlig ansatte, der var meget optaget af at skabe et system, der "ser et menneske, ikke en blindtarm" som en af dem sagde. Bekymringen var, at de i deres arbejde kom til at se dem, de arbejdede med som "opgaver, ikke som mennesker". De stod allesammen og skulle føre vores mange refomer ud i livet. Helt loyalt over for intentionen, men udfordret af, at politiske intentioner ikke altid rammer virkeligheden helt rent. Jeg var fascineret af at høre om deres udfordringer og store vilje til at finde løsninger. Jeg kunne også fortælle om Peter og Ilse, pensioneret lokomotivfører og regnskabschef i Bilka, der glade var på vej i biografen. Abraham, der skulle til møde med en gruppe iranske venner, der gerne vil bremse radikaliseringen blandt unge omkring Blågårds Plads. Helt overbevist om, at vores demokrati er godt og at vi skal vise de unge mennesker, der har været igennem store skuffelser og nederlag, at demokratiet også er til deres fordel, og at samfundet ønsker, at de bliver en del af fællesskabet. "Det bedste land i verden", "Det bedste system" kaldte Abraham Danmark. Efter dagens togtur, tænker jeg stadig, at Abraham har ret.